Brint er fremtidens grønne energi.
Regeringens ambitiøse klimamål med reduktion af CO2 på 70% i år 2030 kan ikke nås
uden implementering af Brint til erstatning for fossile brændstoffer.
Den nye Brintteknologi kaldes ”Power-to-X” – ”Strøm-til-noget”, eller flydende strøm.
Brint kan tankes direkte i en bil på 3-5 min. og bruges til elproduktion i bilen via en
brændselscelle – bilen skal således ikke oplades, via kabel.
Brint kan ydermere videreforædles til ”Elektro-fuel” – eMethanol eller Ammoniak der kan
bruges som brændstof i skibe og fly.
Brint udleder kun vanddamp i forbrændingsprocessen og gør den grønne omstilling mulig.
Morsø, Skive og Thisted kommuner har sat gang i projekt ”Med Brint over fjorden”, hvor de
vil benytte Brint til, som det hedder i projektteksten – ”Brint-elektrisk fremdriftsløsning på
mindre danske færger” brændstof til færgerne over Feggesund og til Fur.
Brinten produceres i Nordjylland.
Herning Kommune er medlem af organisationen ”Brintbranchen” med hvem de skal
samarbejde om erhvervsudvikling.
På Orkneyøerne produceres mere vindmøllestrøm end de forbruger, hvorfor
overskudsstrømmen benyttes til produktion af Brint. Bilerne på øerne kører på Brint.
Projektet er bl.a. gennemført med hjælp af danske DTU Energy.
Glasgow har indkøbt – og indsætter 19 skraldebiler der kører på Brint.
I Nordtyskland og Østrig har man indsat Brinttog i regional trafik.
Trafikselskabet RMV ved Frankfurt am Main har bestilt 27 brinttog hos den franske
leverandør ”Alstom”.
I Californien udbygges netværket af Brinttankstationer nu med yderligere 7 stk.
I Frankrig har skiområderne besluttet, at vedligeholdelse af pisterne frem mod 2037 skal
omlægges til Brintdrevne maskiner.
Sportsfirmaet PUMA i Tyskland tester Brintbiler til sin bilflåde. Bilmodellen er ”Hyundai
Nexo”, navngivet efter Nexø på Bornholm.
Benzinselskabet Shell opfører Nordeuropas største Brintfabrik i Fredericia sammen med
danske aktører indenfor Brintteknologi.
Benzinselskabet Circle-K har netop købt 50 mill. liter danskproduceret eMethanol P-t-X
brændstof til leveringsstart fra 2022.
62 Europæiske aktører indenfor P-t-X branchen har sluttet sig sammen og vil arbejde for
at der er 100.000 Brintlastbiler og 1.500 Brinttankstationer i Europa senest 2030.
Der er pt. 74 brintbiler og 6 tankstationer i Danmark.
Rederiet DFDS, energiselskabet Ørsted samt P-t-X selskabet Ballard har den 26.
november offentliggjort et projekt om at omstille Oslofærgerne til at sejle på Brint-
teknologien.
Alle nævnte eksempler viser, at det er muligt at omlægge til CO2 neutral teknologi og der
kommer hele tiden nye projekter til med implementering af P-t-X teknologien, snart kan
den sikkert også bruge den i produktionsprocesserne hos Aalborg Portland og Nordic
Sugar.
Hvad er Lolland Kommunes planer for deltagelse i denne udvikling?
Ville det ikke være visionært –
• at indgå i projektet ”Med Brint over fjorden” – med færgerne til Fejø, Femø og Askø?
• at kommunens samt underleverandørers biler kom til at køre på Brint?
• at arbejde for, at der bliver indsat Brinttog på Lollandsbanen på strækningen mellem
Nakskov-Maribo- Sakskøbing- Nykøbing- København, som så ydermere kunne være
teststrækning for resten af Danmark?
• at man dermed kunne omdanne Lolland til Brint-øen Lolland, eller i hvert fald Lolland
Kommune til en Brint-kommune?
• at arbejde for at der bliver anlagt en Brintfabrik på det areal, hvor man pt. er ved at gøre
klar til tunnelprojektet – når dette er færdiggjort om 10 år?
Den videre distribution af P-t-X brændstoffet eller Brinten kan således derefter foregå med
skib – fra den til udskibning af tunnelelementer opførte havn, der formentlig skal ombygges
og tilpasses til dette, eller via jernbanen der kommer til at løbe lige forbi, eller motorvejen
der ligeledes ligger lige ved siden af.
Jeg ser ingen grund til, at den skal bygges på Avedøre Holme, i København, hvor den
bynære infrastruktur vil besværliggøre distributionen af brændstoffet.
Strøm fra Rødsand kan bruges i processen, eller der kan lægges et kabel fra den
kommende energi-ø ved Bornholm, således at strøm der fra kan benyttes til at fremstille P-
t-X brændstoffet. Der er formentlig mange planer der skal omgøres, mange instanser og
firmaer der skal inddrages for at dette kan lade sig gøre, men uden egne visioner og
planer vedbliver vi med, at gå i andres fodspor.
Det forventes, at Brintproduktion i Danmark – over en årrække, kan bidrage med op til
50.000 arbejdspladser og eksportindtægter mellem 50 – 80 milliarder kr.
Skal vi ikke være med? – Konservative Lolland vil arbejde for, at vi lokalt påtager os et
klimaansvar og at Lolland Kommunes klimatiltag ikke bliver varm luft, vi skal være en del
af Brint-fremtiden, for at sikre miljøet, arbejdspladser og Lolland Kommune.
Henrik Jacobsen,
Formand f. Konservative Lolland
Søholtvej 55,
4930 Maribo