Moralsk støtte til Rødby og Sydlolland
Det er med stor glæde, at vi i Folketidende læser, at Teknik og Miljø udvalget har bakket op omkring Købstadshotellet i Rødby. Et projekt, der har kørt i en årrække. Frivillige har arbejdet for et løft og genrejsning af Rødbys stolthed og muligheder for igen at blive en driftig handelsby. Et helt særligt projekt, hvor der er investeret rigtig mange frivillige timer og private økonomiske midler. Fantastisk når ildsjæle løfter der, hvor politikere har givet slip. Rødby fortjener værdighed og bygnings-smil.
For år tilbage fik lige præcis disse ildsjæle / dette projekt en anerkendelse af kommunen, og det kan undre, at det først er nu, at man går fra anerkendelsen til en mere aktiv handling, eller som det står i FT, en moralsk og økonomisk støtte.
Velkomstporten til kontinentet er Sydlolland. Vores ansigt ud ad til, der skal møde de mennesker, der skal arbejde ved Femern projektet er Sydlolland. Vi vil gerne have folk til at blive nysgerrige på vores egn og dreje af på Sydlolland. Politikere har været på udlands ture for at blive klogere på, hvordan vi gør os attraktive, og får skabt mere turisme til gavn for vores lokale erhvervsdrivende på Sydlolland og i resten af kommunen.
Handling skaber forvandling. Med en positiv indstilling til økonomiudvalget og en tommel op herfra, er vejen banet for at få fart på projektet i Rødby. Projektet skulle gerne give en god synergi til både Holeby, Errindlev og Rødbyhavn. Sydlolland fortjener opmærksomhed, så glædeligt med politisk medvind, moralsk opbakning og økonomisk støtte i denne sag.
Med Venlig Hilsen
Linda Sommer
Østervang 28
4930 Maribo
Mob +45 20244929
Mail: linda_sommer@outlook.dk